Tyskland - onsdag den 02. april 2014

Berchtesgaden Land

Tilbage

Det er noget af en speciel udsigt, jeg vågner op til. Selv om det stadig er mørkt, da jeg vågner, kan jeg sagtens se konturerne af Bayern Munchens ”luftskib” af et stadion. Mens det bliver lyst, ligger vi og kommer til os selv. Mit hoved er lidt mærket af den lille Oktoberfest, som jeg holdt i aftes. Men det skal gås væk i dag!

Vi starter med at gå på jagt efter noget så banalt som en ringklokke til en cykel. I Munchen har vi nemlig set flere cykler med en lidt stor ringklokke, der samtidig har en speciel klang. Den har jeg forelsket mig i. Første stop – et stort byggemarked – giver ingen hit. Jeg foreslår, at vi kører lidt tættere på Munchen centrum og ved næste afkørsel finder vi vej til et større område med butikker. Første butik, en Metro, vil ikke lukke os ind. Der skal et kort til, for at få adgang – nøjagtig som i Danmark.

Naboen viser sig at være et stort indkøbscenter med et stort supermarked. Her har de alt – også en stor cykelafdeling – og sørme også min ringklokke! Vi oser lidt rundt og køber et par andre småting, før GPS’en sættes til at finde vej mod Berchtesgaden Land, en ganske lille del af Tyskland, der er kilet ind i bjergene og Østrig. Guidebøgerne fortæller os, at her skal der være specielt smukt. Det viser sig også at holde stik.

Men inden vi når så langt, gør vi holdt ved en motorvejskiosk, for at købe lidt snoller og et Østrigsmærke, der giver os lov til at benytte deres veje. Vi fortsætter via en flot motorvej, hvor bjergene hurtigt kommer tættere på og snart er vi i Østrig. Selv om vores destination er en del af Tyskland, skal vi igennem Østrig.

Vi når ikke længere end til den første by i Østrig, før vi bliver stoppet af en patruljevogn, der har åbenbart har lavet et lille kontrolpunkt ved indkørslen til byen. Marie tænker først på, om vi har kørt for stærkt. Det er der ikke tale om. Den meget lidt høflige mand beder fluks Marie om Østrigsmærket, der sidder i forruden. Han tager det og beder os parkere, mens han peger ind på en parkeringsplads. Vi kører rundt og finder ind på parkeringspladsen, for at køre tilbage til manden. Han ligner ikke en betjent men har alligevel en bil med blå blink på taget holdende.

Da vi stiger ud af bilen, kan jeg se, at et godt en meter højt hegn forhindrer os i at komme helt over til manden. Han skælder ud på os, fordi vi er kørt ind på parkeringspladsen. Han mente åbenbart, at vi skulle stoppe lige foran hans bil…

Det viser sig, at vores ”forbrydelse” er, at vi ikke har sat Østrigsmærket fast på ruden. Det var ikke lige til at se på mærket, at det kunne tages af, så vi havde bare sat det løst i ruden. Og det må man ikke. Prisen for sådan en forbrydelse er 120 Euro!!! Det er forskellen på Danmark og Tyskland/Østrig. I Danmark hilser vi garanteret ikke turisterne velkommen på den måde. Det kan godt være, at politiet giver en reprimande, men hvis man kan se, at turisterne har handlet i god tro, så lader man garanteret tvivlen komme dem til gode. Men der er ingen kære pardon her. Bare betal ved kasse 1. Sådan en narrøv! Jeg lægger ikke skjul på, at jeg er rasende over den velkomst til Østrig. Det er rigtige trælse penge, at skulle af med.

Vi fortsætter turen og forsøger at komme os over sådan en urimelig velkomst. Kursen er sat mod The Eagles Nest (Ørnereden), som var en lille bygning på toppen af et bjerg. I sig selv måske ikke noget specielt, men bygningen tilhørte Hitler og den blev straks efter krigen tilintetgjort af amerikanerne. Der er kun et thehus tilbage og det skulle bestemt være et besøg værd. Ikke selve huset men turen derop skulle være spektakulær.

Så camperen sættes på en første prøve med bjergklatring, hvilket den klarer fint. Snart holder vi ved et sted, der åbenbart er så langt, man må køre i egen bil. Vi parkerer og Marie smører en mad, mens jeg får tiltusket mig lidt information. Damen i informationsstanden har imidlertid ikke til sinds at bruge tid på sit arbejde. Det er meget sjovere, at tale i telefon med en anden i stedet. Jeg venter længe mens flere andre gæster kommer og går. Til sidst mister jeg også tålmodigheden og går tilbage til Marie. Da har jeg ventet i ca. et kvarter.

Klokken er 13:30 og spørgsmålet er, om vi kan nå at gå op til the-huset og tage den sidste bus ned igen. Det er svært at få svar på, for damen snakker stadig, så vi beslutter at prøve at gå derop. Men der er ingen skilte, der klart og tydeligt viser vej. Et par skilte er streget over, så det er svært at vide, hvad de vil…

Tilbage til informationsdamen og nu er hendes telefon vist løbet tør for strøm, for hun taler ikke mere. Jeg overvejer, om jeg skal fyre hende på gråt papir – men da hun siger ”Grúss Gott”, vælger jeg at tage en mere menneskelig approach.. Hun kan fortælle, at Hitlers the-hus er lukket indtil midten af maj måned. Der kører ingen busser derop og man kan heller ikke gå derop. Og så slår hun ellers op i en dansk guide og beder os læse deri. Der står ganske få linier – og ikke noget nyt. Men hun har ikke mere at sige, så vi daffer af og beslutter at besøge Königsee i stedet. Ned ad bakken igen. Marie og jeg er ikke helt enige om, hvordan hun skal bremse på vejen ned. Jeg udtaler mig som sædvanlig som om, at jeg har fuldt styr på det, at køre bil. Men jeg kan huske, at vi havde et par rødglødende bremser på vores tur til Nordkapp for en del år siden, hvilket lærte chaufførerne at bruge motorbremsen.

Vi kommer dog ned af bjerget og sætter kursen de forholdsvis få kilometer mod Königsee, en lang og meget dyb sø mellem bjergene i området. Det er en rigtig turistby, vi kører ind i. Først møder vi en stor parkeringsplads, hvor det koster 4 Euro, at parkere. Så bliver vi ledt ned gennem en lille (og forholdsvis idyllisk) by, hvor butikkerne sælger alt muligt hurlumhej. Til sidst når vi havnen og en båd er klar til afgang, så vi skynder os at købe billetter og hoppe ombord.

Sejlturen bringer minderne frem fra vores sejltur i Argentina, hvor vi ender i Bariloche. Høje bjerge omkranser søen og der er ikke andre muligheder for, at opleve dette område end netop fra søen. En guide fortæller undervejs om området og selv om han forsøger at skjule det, er der ingen tvivl om, at han har fortalt historien tusind gange før. Undervejs gør vi stop, da klippesiderne på begge sider af søen fungerer som et ekko. En af de ansatte på båden tager et horn frem og giver lidt musik, som ganske rigtigt kastes fra den ene side til den anden. Efter han er færdig, høster han et bifald, som han jo ikke kan handle ved købmanden for, så han piler rundt og kradser penge ind fra passagererne.

Efter en halv times sejltur, er vi for enden af søen – ved en lille by, hvor båden ligger til. Vi har imidlertid ikke til sinds at forlade båden, selv om den bliver liggende et kvarters tid. I stedet sætter vi os ned bagved og slapper af.

Med en fyldt båd retur, vender vi tilbage til udgangspunktet og vores autocamper. Bremserne lugtede lidt, da vi parkerede, men de var kølet af og vi beslutter at køre til byen Berchtesgaden og proviantere. Byens informationscenter er lukket. Klokken er halv seks – og de glimrer ved ikke at have et kort over byen udenfor. Så vi handler ind i et lokalt supermarked, nyder en øl i en central biergarten – og sætter så kursen mod Mühlleiten campingplads, som vi har set et skilt til.

Pladsens reception er allerede lukket – vi er åbenbart meget uden for sæsonen – men vi er velkommen til at køre ind og parkere, står der på et skilt. Det gør vi. Og mens jeg får skrevet lidt dagbog, fremtryller Marie et lækkert måltid med pasta og kødsovs – samt asparges, som de annoncerer meget med i området.

Dermed er vores køkken for alvor indviet og vi slutter aftenen af med at nyde en kop kaffe og en whisky under vores baldakin. Det er ikke supervarmt, men en god trøje og dynen hjælper til, at det ikke er alt for koldt. Ud over os, er der vist kun et par tyske herrer på pladsen…